Besøg øen

Sådan kommer du til øen

Besøg vores ø og nyd godt af den uspolerede natur. Læs vores historie i besøgspavillonen på havnen. Spis din madpakke på bænkene ved Barakkegården og oplev udsigten over Øresund fra det gamle observationstårn.

Når du sejler til Saltholm skal du være opmærksom på, at sejlrenden til havnen (Barakkebroen) på øens nordvestlige side er smal og dybden er ca. 1,5 meter ved daglig vande. Havnen er renoveret og her er masser af pladser. Dog skal kreaturbåden Mathildes plads (ved kranen) holdes fri og man må ikke lægge til uden på båden.

Havneafgiften udgør 100 kr. pr. båd pr. påbegyndt døgn og betales via MobilePay på 24525 eller ved bankoverførsel til reg. 6508 konto 3050347019. Oplys bådens navn og anløbsdato på overførslen. Vedrørende betaling af havneafgift eller anløb i havnen kan vores bestyrelsesmedlem Sebastian Holst kontaktes i dagstimerne på mobil +45 26 21 67 13.

Det er muligt for gæster at købe årskort, som koster 1.500 kroner inklusiv moms. Henvendelse herom skal ske til Saltholms bestyrelsesmedlem Sebastian Holst, +45 26 21 67 13.

Sejlads til Saltholm for besøgende uden båd

Bestyrelsen kan ikke hjælpe med sejlads til – og fra øen. Hvis man vil over på øen, uden båd, skal man selv finde en løsning. Det er heldigvis muligt at leje både eller at blive sejlet over. Du kan kontakte Ribalex eller WaterTours for sejlads til Saltholm.

Vi har lavet en besøgsguide, som vi anbefaler at man læser inden besøget på øen. Det er vigtigt at følge retningslinjerne som er beskrevet på skiltet, inden du begiver dig rundt på øen. Der er områder hvor det er tilladt at bevæge sig frit rundt, men der er også områder der er fredet. Det kan du læse mere om i besøgsguiden. Færdsel på Saltholm sker på eget ansvar og de fritgående kreaturer og får på skal lades være i fred. Forholdene på øen er primitive. Der er ikke adgang til rent drikkevand og øens eneste offentlige toilet er på havnen. Man medbringer selv alt, hvad man skal bruge og rydder op efter sig samt tager sit affald med retur til fastlandet.

For personer med offentlige opgaver og medievirksomheder som ønsker at besøge øen, anbefales det forinden at kontakte formand Jan Madsen på tlf. +45 40 20 64 56 af hensyn til planlægning af aktiviteter på øen.

Ved andre henvendelser, venligst kontakt Næstformand Jan Petersen på tlf. +45 21 81 13 50 eller på mail jan.petersen@saltholmsejerlauget.dk.

Velkommen og god fornøjelse!

Luk menu